De Slesvigske Krige

Treårskrigen brød ud grundet en konflikt omkring hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Danmark ville gerne at Slesvig blev en del af Kongeriget Danmark, og at Holsten skulle løsrives fra Slesvig. Derimod ville de tysksindede slesvig-holstenere gerne løsrives fra Helstaten.

Krigen var dels en borgerkrig, og dels en konflikt mellem Danmark og de tyske stater som støttede oprørerne. Dog i 1852 sluttede fredsforhandlingerne der foregik i London. Danmark forblev en helstat, men stadig med store modsætninger i Slesvig.

I 1863 blev Novemberforfatningen vedtaget i Danmark og Slesvig. Den skulle gøre Slesvig tættere med Danmark, ved for eksempel at gøre så man skal lære dansk i skolerne. Det var dog imod de fredsafter der blev lavet i Londen. Danmark viste godt at det var et brud på aftalen men håbede at Storbritannien og Frankrig ville hjælpe dem. Preussen og Østrig sagde at de ville erklære krig hvis Danmark ikke trak den tilbage, men det nyttede ikke, og Danmark holdte fast.

Den 23. december rykkede preussiske tropper ind i Holsten, og de danske trak sig tilbage uden at gøre nogen mostand. I januar 1864 forlangte Bismarck at at Novemberforfatningen skulle trækkes tilbage inden 48 timer, men det skete ikke, og de preussiske tropper rykkede nærmere.

I slut januar begyndte krigen. Danmarks hær befandt sig ved Dannevirke, mens den preussiske hær befandt sig ved Ejderen. Om morgnen 31. januar overbrang to preussiske officerer krigserklæringen til general de Meza, som var den øverstbefalende for den danske hær.